lørdag den 29. marts 2014

“Pleasure in the job puts perfection in the work.”

Der var højt humør, fulgesang og ikke mindst overdentligt dejligt vejr i formiddag, da vi mødtes nogle stykker i klubben for at få sat dressurhegnet op og gjort klar til årets udendørsstævner.

For første gang i de fem år vi har haft det nye dressurhegn, har det været nede over vinteren, på grund af al den blæst, vi har haft. Derfor så vi lige vores snit til at få det vasket, inden det skulle sættes op igen, så det var fint til årets første udendørsstævne, som løber af stablen her den 3.-4. maj.

Med god hjælp fra store og små fik vi i løbet af to timer vasket alt hegn og sat det op. I så godt selskab føltes det ikke engang som arbejde, men mere som en hyggelig selvfølge.
    På trods af, at det sværeste rent faktisk var at få hegnet til at står lige, efter det var samlet, blev det faktisk et super godt resultat, og de to dressurbaner står nu i alt deres pragt og skinner.

Som sagt løber vores første udendørsstævne af stablen den 3.-4. maj. Det er årets Sydhavscup, som afholdes i samarbejde med Lollands Sportsrideklub. Vi glæder os meget til at komme rigtigt i gang med udendørssæsonen igen, og ikke mindst til at byde de lokale klubber velkommen til Sydhavscuppen 2014.

I morgen får vi igen fint besøg af Susanne Baarup, som afholder kursus hele dagen. Bente laver dejlig mad, så det kan ikke være bedre. Jeg glæder mig meget til at ride for Susanne igen, og ikke mindst til en dag i selskab med nogle af de skønneste mennesker jeg kender.

Her kan I lige få et par billeder med fra dagens arbejde :-)















mandag den 24. marts 2014

“It's spring fever.... You don't quite know what it is you DO want, but it just fairly makes your heart ache, you want it so!”

Blot en lille forårshilsen fra os. Vi glæder os sådan over det dejlige vejr, og at det efterhånden er hver evig eneste dag, vi kan ride ude.

Forår er da noget af de herligste, og det er helt sikkert at hestene også nyder de lune timer i solen.

Husk at der er wellnessafslutning i aften, Bente medbringer vidst et lille stykke af himlen, vi kan nyde efterfølgende ;-)

Jeg skulle hilse jer allesammen fra min søde sidekammerat Samanda - hun er også forårsglad ;-)

onsdag den 19. marts 2014

"Even if you win the medal you still have to bend your neck to recieve it."

Mandag aften tog Hannibal, Emily, Emilys mor og jeg til generalforsamling i Fritidssammenslutningen. Fritidssammenslutningen er en forening, der samler forskellige fritidsaktiviteter og klubber i Sakskøbingområdet. Det var en hyggelig aften, hvor der udover de helt officielle dele også var de mere sjove.

Fritidssammenslutningen havde i år modtaget godt 47.000 kr. fra OK-fonden, og de blev delt ud til de forskellige klubber og foreninger. Sakskøbing Rideklub blev tildelt 2.650,00 kr. som hjælp til indkøb af nye spring.

Som nogle af jer måske ved, var Emily og jeg indstillet til en initiativpris, der ikke har været givet ud i mange år. Vi var selvfølgelig indstillet for denne blog, og vi var så heldige, at få den. Med prisen fulgte en rigtig lækker fleecetrøje, med broderi på ryggen.
Vi takker mange gange, for anerkendelsen og fortsætter ydmygt arbejdet her på bloggen :-)

Husk at på mandag er det sidste wellness ridning i denne omgang, da de lyse timer indhenter os. Derfor afslutter vi med hygge i Cafetutten.




tirsdag den 18. marts 2014

"To be or not to be……. This time is was not to be present."

Da Vi i Ungdomsudvalget pga af for mange festligheder ikke havde mulighed for at deltage i årets fastelavnsarrangement, har vi haft hyret en rapporter fra Aktivitetsudvalget til at tage lidt billeder og lave en lille hyggelig notits om eftermiddagen. Fastelavn er jo for længst overstået hvis man kigger i kalenderen, men det gør jo ikke at vi i klubben ikke kan fejre højtideligheden når vi har plads i kalenderen. I eftermiddags mødtes nogle glade børn, og en hel del glade voksne for at slå katten af tønden og for at bruge et par timer i hyggeligt samvær – endnu engang med kage i centrum ;0) Der blev gået til den da først kattekongen og hans dronning skulle findes, og efter en ihærdig indsats af de fremmødte børn endte det med at Freya – udklædt som prinsesse - først fik slået bunden af tønden og dermed blev kattekonge, men at hun dernæst også måtte få dronningekronen på da hun også blev den der slog den sidste pind af snoren. Der var pludselig meget krone at holde styr på. Tønden var selvfølgelig fuld af slik og godter, så mens indholdet blev fordelt mellem de unge, blev der dækket bord i tutten, således at vi sammen kunne nyde årets sidste fastelavnsboller og tilhørende varme kakao. Og er der fest, så lad der være fest! Så selvfølgelig skulle dagens 2 flotteste udklædte også fejres, og det blev Carl Skorstensfejer og Catja Fin Dame som løb med de to store rosetter. Resten af børnene fik en deltagerroset sammen med et fastelavnsris. Det blev selvfølgelig en super hyggelig eftermiddag med masser af hyggesnak på tværs af generationer – og skal vi klappe os selv på skulderen, så er vi faktisk rigtig gode til det ;0) Vi håber at traditionen varer ved og at vi næste år mødes til tøndeslagning og fastelavnsbollespisning.

Vi takker Hannibal mange gange for hjælpen. Her kommer et par billeder af de glade børn:














tirsdag den 11. marts 2014

"He is like a sofa, and not one of those from IKEA. He is like a very, very expensive one!"


 
Jeg vil indlede dette blogindlæg med det her fantastiske billede af weekendens hovedpersoner. Hele staldens Lenette Lundqvist drog onsdag af sted med sin unge stjerne Don Primo Unik og staldpige Heidi Bille mod Dansk Varmblods hingstekåring i Messecenter Herning, for de var nemlig blevet udtaget til Unghestechampionatet i dressur for 5-års. Heidi og Lenette havde stået for at leje en mindre landejendom med plads til hele 17 mennesker, som gerne ville heppe, bakke op, hjælpe, støtte, juble og græde. Jeg var så heldig at få fingrene i en af pladserne, så torsdag morgen tog jeg og 14 andre medlemmer af Sakskøbing Rideklub (et par enkelte personer var til låns) af sted, for Lenette og Primo skulle i aktion første gang torsdag eftermiddag.
 
Feltet var hårdt og mange af rytterne var professionelle og havde redet i de store omgivelser mange gange før. Det var dog tydeligt at hestene var unge og ikke havde prøvet det før og hoppede derfor også noget rundt inde på banen. Primo har heller aldrig set ret meget andet end omgivelserne på Kjeldmosegaard, men det bekymrede os faktisk ikke rigtigt, for vi kender jo Primsen, og om så der springer en bombe, vrikker denne unge stjerne jo knapt med ørerne ;) Ligesom vi forventede, gik Primo fuldstændig roligt ind på banen på trods af flag, lys og de mange fremmødte. Lenette styrede ham professionelt og præcist rundt på banen, og den smukke røde hest med de fire høje sokker og den lange blis dansede sit program i gennem. Dommerne synes dog ikke, at hesten var ridelig nok, og vores ekvipage endte midt i feltet. Det er ikke nogen hemmelighed, at de fleste af os nok havde et stik af skuffelse i os, men det skulle ikke ødelægge aftenen, så torsdag aften spiste vi lækkert mad og drak et glas ekstra rødvin, for de dommere skulle ikke tage stemningen fra os. Efter maden skulle der bades, for den lille landejendom havde en pool i den ene længe til stor glæde for alle, især Cirkeline, Amalie, Steffie, Ida, Bjarne og jeg ;)


 

Fredag morgen stod den på morgenbadning i poolen for Bjarnes og mit eget vedkommende, for de andre piger var vist ikke helt ligeså morgenfriske :p Herefter stod fredagen ellers på shopping, shopping, fantastisk ridning, mere ridning, flæskesteg og brunkartofler til aftensmad, mere svømning i poolen, shopping og ikke mindst gallashowet fredag aften! Mange pigehjerter (heriblandt mit eget) slog lige et par ekstra slag, da Mads Langer trådte ind på midten af ridebanen med guitaren i armene og dæmpet lys og sang ”Overgiver mig langsomt” og ”Elephants”, med den smukke sorte hingst Fürstenball dansende omkring sig. Den lille løve-shetlandspony og den modige franskmand med de otte hvide heste var bestemt også nogle af højdepunkterne på aftenen, samt springkonkurrencen, hvor den kun 16 årige Hallundbæk løb af med sejren!

Lørdag var uden tvivl den dag, jeg personligt havde set mest frem til! Primo og de andre 5 års dressurheste skulle til fremmedryttertest under ingen mindre end den engelske rytter Carl Hester, som blandt andet ejer hesten Valegro. Valegro har verdensrekorden i gran prix kür til 93%, og er regerende europamester, verdensmester og olympisk mester med rytteren Charlotte Dujardin, som Carl Hester underviser. Derfor må det siges at være en utrolig kompetent rytter, som DV havde formået at få til Danmark.

-Primo skulle ind som nummer fem, og vi sad på yderkanten af stolene da Carl efter uendeligt lange 5 minutter steg af hesten lige inden Primo. Da gardinerne gik til siden, og Primo roligt skridtede ind i hal M for første gang, var der ingen tvivl om, at han fangede Carls øjne, og Primo stod da også helt stille og tilfreds, da Carls skulle op. Den høje muskeløse mand tænkte nærmest kun på at sætte frem i trav, og så reagerede Primo på sin helt egen rolige men præcise måde, og satte kraftfuldt, stabilt og perfekt frem i trav. Primo skinnede om kap med solen og charmerede alle i den store hal! Hver eneste muskel i vores kroppe dirrede og hjertet bankede ukontrollerbart afsted, da Carl ikke havde mange kommentar, mens han travede rundt på vores alle sammens stjerne. Vi anede ikke, hvad han mente om Primsen, men da han satte frem i galop, og Primo roligt blev i samme store rytme lige meget, om Carl slap tøjlerne eller havde ham helt samlet, kunne Carl ikke skjule sin begejstring: ”Jeg kan sige, at alle i denne hal ville ønske, at I sad på ryggen af denne hest lige nu. Det er som at sidde i en sofa, og ikke en fra IKEA – En meget, meget dyr sofa.”, og han fortsatte: ”Sikke en rytme, sikke en selvbæring, sikke en ridelighed”. Carl red og red og havde ikke meget lyst til at stå af Lenettes røde stjerne, men da han gjorde det, kom tallene og kommentarerne: ”Hvorfor går i danskere og skjuler for os andre, at I har så velredne og kompetente ungheste? Jeg bliver nødt til at gøre det her, i rideligheden bliver jeg nødt til at give Primo 10-tallet”. Der gik et sus gennem Publikum og så blev der jublet, hujet og klappet over dagens første og eneste 10-tal! Tårerne trillede ned over kinderne på hele SAR-teamet, og Carl fortsatte: ”Da jeg travede, var jeg i tvivl om denne hest kunne blive hurtig nok, fordi den er så stort gående – men det er jeg ikke længere! Jeg ville elske at træne denne hest, jeg elsker at ride den - du får mit nummer bagefter, jeg giver den 9,5 for kapacitet, denne hest har alle de kvaliteter, jeg leder efter i en kommende gran prix hest!

Med disse flotte karakterer strøg Primo fra en samlet 22. plads op på en tredje plads! Hele eftermiddagen, aftenen og natten strålede Lenette, og kunne med hendes egne ord slet ikke lade være med at smile! Lenette blev fejret hele lørdag aften, og jeg bliver nødt til at gentage mig selv endnu en gang: ”VI ER SÅ STOLTE AF DIG LENETTE, SIKKE ET FANTASTISK ARBEJDE DU HAR LAGT I DIN STJERNE.”



Alle smartphones, Ipads og computere opdaterede hvert eneste minut søndag formiddag, mens vi gjorde huset rent, for Carl skulle på ryggen af de sidste ungheste. Vi nåede ind til Herning lige i rette tid til at se de sidste tre konkurrenter til Primo, men ingen opnåede ligeså høje karakterer som ham, og da Carl sluttede af efter at være steget af den sidste hest, fortalte han hele publikum, at Don Primo Unik var hans absolutte favorithest sammen med Atterupgårds Capirossi, som fik flotte 10 for ridelighed og 9,0 i kapacitet. Kun 3 heste havde Carl Hester givet et 10-tal og den ene var Primo, det var slet ikke til at forstå! Primo havde vundet fremmedryttertesten med næsten maxpoint!!! Og på trods af de knapt så gode karakterer fra torsdagen, som talte 60%, endte Primo som samlet nummer 9, og vandt samtidig Hestens Værns Pris for ”gladeste hest”! Jeg må indrømme, at tårerne trillede endnu en gang, da Lenette og Primo selvsikkert travede ind på banen til æresrunden efter præmieoverrækkelsen!

Vi var stolte, lykkelige, men også meget trætte, da vi søndag eftermiddag satte os ind i bilerne og kørte hjem til Kjeldmosegaard, hvor næsten hele stalden ventede med champagne, maregnskys, kage, flag og balloner. Heidi og Lenette ankom halv 9, og Primo og Lenette blev klappet ind i stalden, hvor en meget rørt miss Lundqvist fællede en tåre.. eller to - sammen med os andre ;)

Tusind tak for, at du gjorde denne oplevelse mulig for os Lenette! Det er en, jeg personligt kan se tilbage på, som en af de bedste! Endnu engang: Kæmpe tillykke med det Lenette, du er fandme for sej!

Det bedste – allerbedste – hilsner
Pernille Friis!

torsdag den 6. marts 2014

“The will to win, the desire to succeed, the urge to reach your full potential… these are the keys that will unlock the door to personal excellence.”

Mens langt størstedelen af klubbens medlemmer i den forgangne weekend samledes på Kjeldmosegaard, til det årlige klubmesterskab i dressur og spring, var vi nogle stykker, der drog vestover. Destinationen lød nærmere bestemt på Sundeved Rideklub ved Sønderborg i Sønderjylland. Sundeved Rideklub afholdt nemlig den første afdeling af ECCO-cuppen 2014.

Men hvad er ECCO-cup nu for noget?  
ECCO blev stiftet i 1963 og er i dag et af verdens førende skobrands. DRF skriver på deres hjemmeside om ECCO-cuppen: ”Det har altid ligget ECCO på sinde at støtte op omkring unge, der gennem deres sport udviser målrettethed, engagement og dedikation. Derfor er formålet med ECCO-cuppen at fremme den danske ungdomselite indenfor dressursporten, således ekvipagerne får mulighed for at dygtiggøre sig til at konkurrere på internationalt niveau. ECCO Cup strækker sig fra kategori II ponyer til ECCO U25 Grand Prix og understøtter dermed de unge talenters rytterkarriere i et kontinuerligt forløb.”

Jeg har som ponyrytter redet ECCO-cup afdelinger i Sundeved, men det var min første gang i juniorrækkerne. Det var som altid en fornøjelse at komme til Sundeved, de laver super veltilrettelagte og professionelle stævner – lige fra man kører ind ad indkørslen og bliver henvist til aflæsningssted og stævneboks til der bliver sagt pænt farvel, når man tager hjem.

Vi var tre ryttere fra Sakskøbing i Sundeved, det må siges at være flot at stille med så mange ryttere fra en klub i Udkantsdanmark, og udover en enkelt rytter fra Nykøbing er vi den eneste klub fra Lolland og Falster med ryttere til ECCO-cup. For mit vedkomne må jeg sige, at dette stævne ikke gik helt efter planen. Man rider en indledende klasse lørdag, ud af de 31 ryttere, der var til start gik de femten bedste videre til en kürfinale søndag. Jeg havde en skidt tur lørdag, hvor tingene ikke rigtigt fungerede i travprogrammet, derudover lavede jeg den største rytterfejl – nemlig en fejlridning. Så dumt! Men sådan er det, vi må hjem og øve os noget mere. Vi gik ikke videre til finalen. SAR have én rytter med i finalen, Emma Nymand endte samlet som nummer 11. Trine var super uheldig, efter en flot tur sneg hun sig lige igennem nøglehullet, og røg med i finalen. Desværre afgjorde en regnefejl, at hun måtte tage til takke med at blive nummer 16, og dermed ikke en plads i finalen.


Alt i alt var det dog et dejligt stævne. Min mor og jeg valgte at blive i Jylland for at se kürklasserne. Vi havde bestilt et weekendophold på Comwell i Sønderborg, så vi boede også rigtig dejligt. Lørdag aften var vi ude og spise med nogle af vores gode venner fra ponytiden, som også er rykket op som junior. Det viser noget om de venskaber man opbygger gennem denne dejlige sport.

onsdag den 5. marts 2014

"It doesn't matter if you win or lose, as long as you are satisfied with your own result."


I den forgangne weekend skulle Sakskøbing Rideklub finde 2014s fire klubmestre, en for ponydressur, en for hestedressur og ligeledes en for ponyspring og en for hestespring. Det var tilmeldte ekvipager på alle niveauer, for der blev konkurreret på tværs af klasserne, så alle klubbens medlemmer, uanset niveau, havde mulighed for at deltage.

Stemningen var høj, og hestene skinnede om kap med solen på denne flotte forårsdag, hvor tågen dog lå tæt om formiddagen, da jeg ankom lørdag, og vinderen af ponydressuren netop skulle udråbes, der var fem tilmeldte ekvipager og vinderen blev Vicky Pejter Larsen på Roløkke Carte d’or, der red en LA3 til lige omkring 66%!



Jeg skulle selv deltage i hestedressuren, så det blev desværre ikke meget ridning, jeg fik at se. Men der var hele 25 tilmeldte i alt lige fra LD1 til MB3 og hele dagen i gennem blev der vist super flotte procenter fra både rutinerede og urutinerede heste som ryttere. Lenette Lundquist løb af med sejren på den unge Don Primo Unik med hele 73% i FEI’s 5-årsprogram. Sidste års vinder af klubmesterskabet Tina Jeppesen blev dette års nummer to med 71% i MB0.
-Jeg selv skulle ride en LA2 på min unghest, og med dagens 7. højeste procent nåede jeg lige nøjagtig at få en af de store eftertragtede rosetter :)

 


 
Søndag bød på springning og fart over feltet, hestene kastede sig over frygtløse over springene, og rytterne holdte dem inde i bittesmå vendinger, mens de kæmpede mod sekunderne, og det var også kun millisekunder, som skilte de placerede ad. Vinderen af ponyspringningen blev den forsvarende klubmester Caroline Høj på ponyen Roløkke Softice, som pudsigt nok er bror til den pony, der vandt for ponydressuren dagen i forvejen ;) Super sejt! I hestespringningen vandt Sasha Bech Petersen på Redhot Patrick, der red så hurtigt, at de næsten var ude af banen igen, inden de var kommet ind ;)

 



Weekenden forløb som planlagt og uden nogle forsinkelser, og cafetut-personalet arbejdede på højtryk for at betjene de mange ryttere og tilskuere, der var mødt op for at bakke deres bekendte op, rosetterne var som sædvanligt kæmpestore, og de prydede hestenes skinnende trenser, da de efter hver afsluttet klasse stillede sig op til fotografering.

Mange Kærlige Hilsner Pernille Friis

 







 Tak til vores fantastiske fotograf Tina Jeppesen for alle de fine billeder, "klubmester i fotografering" må vi vist godt kalde dig! ;)