mandag den 21. juli 2014

"It's summer, it's vacation - Just take your time and do whatever you want"


Dette blogindlæg skal handle om denne fantastiske hyggelige weekend, som lige er passeret! Hold nu op, hvor jeg har jeg moret mig og hygget mig! Altså! Sikke nogle søde piger, Sabrina og jeg havde glæde af!

Da pigerne ankom til SAR’s  2-dages ridelejr i lørdags, var det gode humør at finde overalt på Kjeldmosegård! Jeg havde været noget spændt på, om vi havde nået at få styr på det hele, og da de første ponyer ankom og blev installeret, var jeg da også en smule nervøs! Sabrina var på arbejde, så hun ville først komme omkring klokken to, til gengæld var Hannibal kommet, og hun har hele weekenden i gennem været en uundværlig hjælp for Sabrina og jeg!

Vi startede med at hilse på hinanden og gennemgå dagens program. Solen stod højt på himlen, og den danske sommervarme var ikke til at tage fejl af, derfor blev vi hurtigt enige om, at det var bedst bare at skridte en lang tur her midt på dagen, og så tage den hårde træning, når først aftentimerne skænkede os lidt køligere vejr. Så af sted til stalden gik det, og netop som lørdagens fotograf Tina Jeppsen ankom, var alle pigerne til hest. Tinas billeder får vi at se senere, og det kan vi godt glæde os til!

De søde heste skridtede roligt af sted i de godt 30grader, og pigerne var seje til at bevare roen, selvom der var en god flok heste af sted. Da vi kom tilbage, havde Bende lavet en lækker frokost til os, bestående af hjemmebagte boller og en masse sød sommerfrugt J Mens pigerne spiste, kørte jeg ind til stationen for at hente Sabrina, og da vi kom tilbage skulle opvisningsprogrammet gennem øves til fods.
 Pigerne var så dygtige, og de lærte programmet utrolig hurtigt, derfor var der også et par gode eftermiddagstimer, hvor vi hyggede, sprang til fods, satte hår og lærte hinanden bedre at kende.
 
 
 
 
Da klokken slog 17:30, kom Benita og Morten og hentede os i deres hestevogn, trukket af deres to store Shirere. Så mens Sabrina og Hannibal lavede mad, kørte pigerne og jeg af sted i vognen. Jeg havde taget en lille picnickurv med, med lidt at drikke og noget sødt til ganen, og sikke ellers nogle historier jeg fik hørt! Pigerne snakkede, grinede og fortalte, mens vi kørte gennem skoven, og inden vi så os om, drejede vi ind på gårdspladsen hjemme på Kjeldmosegård igen, hvor aftensmaden under åben himmel ventede. Vi var nogle sultne piger alle sammen, så der blev spist godt igennem, indtil ponyerne igen skulle sadles op, og programmet skulle rides for første gang. Pigerne knoklede ihærdigt på, og inden vi så os om, sad kvadrillen og den svære mølle lige i skabet! Herefter fik pigerne lov til at springe lidt, eller træne lidt dressur, alt efter, hvad de havde lyst til. Og så fik ponyerne fri for i dag, for inde i Cafetutten ventede aftenkage med is og vandmelon til, vi spiste og hyggede, mens solen gik ned – og til sidst var det tid til at sige godnat til hestene og få pustet luftmadrasserne op. Nattetimerne foregik i de sødeste drømme under åben himmel på græsstykket mellem ridebanerne.

 
Søndag morgen var det op og tidligt i gang, for hestene skulle pudses og flettes, så de kunne blive klar til opvisningen. Sabrina hjalp til og viste pigerne, hvordan de kunne sy rosenknopperne, mens jeg sørgede for iskoldt vand til pigerne på endnu en varm dag. Om det var hestene eller pigerne, der drak mest vand denne weekend, tør jeg ikke svare på, men en masse vand skulle der til denne herlige juliweekend. Da der til sidst ikke sad et hår forkert på hestene, og alle de hvide sokker var skinnende hvide, fik hestene en formiddagspause i boksen, og ikke ret mange af hestene spildte chancen for at ligge sig ned og tage en middagslur. Mens ponyerne slappede af, ryddede pigerne deres ting sammen, inden de hoppede i de hvide skjorter og de smukke traditionsrige sorte stævnejakker. Og så gik turen igen ud til hestene, hvor sidste hånd blev lagt på værket, inden vi mødtes i ridehuset for at varme op og tage en generalprøve, her i mens ankom alle forældrene for at se opvisningen, og pigerne var så seje, på trods af at hestene var lidt oppe på tæerne i blæsevejret. Alle bevarede roen, og red så flot videre, selvom ikke alle hestene helt kunne holde pladserne. Det var så flot, at pigerne havde lært programmet på under 24 timer, og det blev fejret med flotte ridelejr-rosetter samt efterfølgende kage og kaffe, mens pigerne pakkede det sidste sammen, og gjorde klar til hjemturen.

Det har været så hyggeligt! Og jeg håber, at pigerne, og hestene for den sags skyld, er friske og klar igen! Jeg må indrømme, at jeg faldt meget tidligt i søvn søndag aften, hold da op en masse frisk luft, vi har fået ,og en masse energi, vi har fået brugt!

Tak for lån af pigerne! Det har været en fornøjelse!
-Kærligst Sabrina og Pernille












søndag den 6. juli 2014

"A man never stands as tall, as when he kneels to help a child."

...og med de ord kan vi vidst roligt bryste os efter en fantastisk stævnedag. 

Vejret var super - næsten alt for varmt, alt var klappet og klart, og inden vi så os om var klokken blevet halv seks, og de sidste ryttere var på vej hjemad.

Alle vores nye borde/bænkesæt var optaget fra morgen til aften, og med den tanke i baghovedet, vil jeg tillade mig at forudindtage, at næsten alle var på stævnepladsen, og dermed så den flotte oppyntning, smagte den overdådige mad og ikke mindst fik set en masse god ridning!

Det er allerede blevet en lille tradition at afholde disse støttestævner, og denne gang gik overskuddet til Hospitalsklovnen Karla på Nykøbing Sygehus. 

Jeg vil egentlig ikke sige så meget om dette, bortset fra, at jeg synes I skal nyde disse dejlige billeder, som den mindst lige så dejlige Tina Jeppesen har taget - de taler nemlig for sig selv ;-)























torsdag den 3. juli 2014

"People wait all week for Friday, all year for summer and all life for happiness."

Sommeren er fo alvor over os, og vi venter spændt på lørdagens klovnestrabadser. I mellemtiden synes jeg det er tid til at stoppe op og tænke lidt over, hvad der egentlig foregår.

Jeg har sommerferie, og det nyder jeg helt vildt - men hvad er sommerferien egentlig for mig? I går havde jeg en masse ærinder i Nykøbing, og i løbet af dagen blev jeg sulten. Jeg var på torvet og kom forbi de fineste frugter. Jeg besluttede mig for en blomme, betalte fire kroner for den og ønskede den rare gadesælger en dejlig dag. Da jeg kom til den nærmeste bænk satte jeg mig ned i solen og spiste min blomme. Det var lige der, jeg fik idéen til dette blogindlæg. Hvad er sommeren egentlig for mig? Og hvad er den ikke mindst for jer?

Sommeren for mig;
starter med det årlige Døllefjelde-Musse Marked
er dejligt vejr
er at tilbringe tid med gode venner
er at være vågen to døgn i træk fordi man kommer sent (eller tidligt) hjem fra Lysten
er at møde nye mennesker og få nye venner
er at udfordre sine grænser og lære sig selv bedre at kende
er at tilbringe tid med familien
er en tur langs stranden
er årets første dukkert
er at sove længe uden dårlig samvittighed
er at bruge alle sine sparepenge på koncerter
er muligheden for at skifte sin vintergarderobe ud med nederdele og sommerkjoler
er at skridte en tur på hesten og tømme hovedet
er at kunne snøre løbeskoene på alle tidspunkter af døgnet
er at sejle
er at køre ud med mad til far og "mænderne" når de høster i døgndrift
er i år at tage kørekort og glæde mig til friheden det medbringer
er ikke at fryse når man er til ridestævne
er i år også at planlægge min 18-års fødselsdag og glæde mig til det
er lækkert hår, lige fra frisøren
er tilfældigvis at løbe ind i venner og opfriske minder
sommeren for mig er, at købe en blomme til fire kroner, sidde på en bænk i solen og nyde den, omringet af turister og af de glade tanker der fylder en med glæde.