Der er mange grunde til at tage på efterskole. Nogle har brug for et frirum fra skolen, nogle har brug for et år til at udvikle sig, og nogle har måske bare brug for et år til at finde ud af hvad de vil. Uanset, hvilken grund, der er til at man tager på efterskole, får man helt sikkert noget ud af det.
Jeg har selv været på efterskole, og jeg er en af dem, der må sige, at jeg faktisk ikke rigtigt ved hvorfor jeg blev meldt til i første omgang. Jeg blev skrevet op allerede i 3. klasse efter utallige opfordringer fra venner og bekendte. Jeg blev skrevet op på Brøderup Ungdomsskole, og fik en plads. Som årene gik må jeg indrømme, at jeg ikke har nået at skænke efterskolen mange tanker, men i slutningen af 9. klasse måtte jeg alligevel til at indse, at det var ved at blive en realitet. Jeg var ikke meget for det, og jeg gik det meste af sommerferien og gruede for hvad der skulle ske, og hvordan det skulle gå. Ville jeg få nogle venner? Ville jeg få tid til hesten? Ville folk acceptere, at jeg brugte så meget tid på ridning og stævner, eller ville jeg blive opfattet som en freak? Hvordan skulle jeg klare skolen? Alle de spørgsmål begyndte at poppe op, og jeg blev mere og mere nervøs. Jeg skulle derop med to venner, og det eneste de kunne snakke om var, hvor fantastisk det ville blive, og hvor meget de glædede sig. Jeg var ikke overbevist.
Ikke at jeg nogensinde tog af sted uden at ville, jeg havde sat mig for at året skulle gennemføres, det havde jeg allerede sat mig for hjemmefra, men da det blev den 15. august 2012, og vi kørte ind af indkørslen til Brøderup Ungdomsskole, havde jeg egentlig mest bare lyst til at bede min mor om, at vende om og køre hjem igen.
Nu kunne jeg bruge flere timer på at redegøre for hele året, for op- og nedture, for sejer og modgang, for hvert eneste kys og kram, for venner og uvenner, for forelskelse og det modsatte af det, hvad det så end er...
...I stedet vil jeg springe direkte til slutningen, for det giver meget mere mening, at sætte det i perspektiv til starten.
Da jeg som den sidste elev forlod skolen lørdag den 29. juni 2013, var det med meget blandende følelser. Græde kunne jeg ikke, fordi jeg i de foreløbende timer havde grædt nærmest uafbrudt. Grine kunne jeg af gode grunde heller ikke. Ikke engang et lille smil kunne jeg fremtvinge. Jeg må mest af alt have lignet et død, og det var også sådan jeg følte mig. Helt tom for følelser og uden lyst til at føle. Jeg snakkede ikke rigtigt med min familie på vej hjem, jeg sov, jeg var udmattet efter ugens strabadser, og at sove var den letteste måde at slippe fra virkeligheden, at slippe for tanken om, at jeg var nødt til at slippe Brøderup. Så jeg sov, og som jeg husker det sov jeg en uge efter jeg kom hjem, jeg følte mig i hvert fald aldrig rigtigt vågen. Efterhånden som jeg vågnede gik det op for mig, hvor meget jeg havde udviklet mig. Basale ting som at ringe til fremmede har jeg aldrig kunnet, efter Brøderup var det intet problem. Jeg er blevet meget bedre til at færdes i kredse, hvor jeg ikke kender og som menneske har jeg også udviklet mig, jeg er blevet mere tolerant, social, glad, taknemmelig og mange andre ting, som jeg kan tage med mig videre frem. Det er altid svært at sige farvel, heldigvis var dette kun farvel til skolen, og på gensyn til alle de fantastiske mennesker jeg mødte deroppe, for som tiden går indser jeg, at jeg er trådt ind i et nyt og endnu større fællesskab, nemlig det for tidligere Brøderupelever, og her skal jeg og hele min årgang nu til at finde vores plads.Brøderup har givet mig meget, men det mest betydningsfulde, er uden tvivl de venner jeg har fået for livet. Venner, som man har boet sammen med, og som kender ens gode og dårlige sider, og som aldrig nogensinde vil kunne erstattes.
Med hensyn til ponyen, som jeg havde med formåede jeg at kombinere landsstævnerne med efterskolen, og kun få gange måtte jeg gå på kompromis. Det er en fantastisk oplevelse for en equipage at være på efterskole, og jeg kan kun anbefale det! At have sin pony med, at ligesom at have en ekstra ven hjemmefra, og det er en meget værdigfuld ven i rigtig mange situationer.
Der er rigtig mange muligheder for at dyrke ridning på efterskoler, desværre er der kun nogle få steder, hvor det er muligt at medbringe sin egen hest, så der skal man være hurtigt ude.
Jeg kan kun anbefale Brøderup Ungdomsskole, der har ridning som et af hovedfagene, og derfor er der hver eneste dag sat tid af til heste og ridning, det giver rigtig god mulighed for ikke at gå på kompromis med venner og fællesskab.At tage på efterskole er uden tvivl en investering i fremtiden, og et valg man aldrig nogensinde vil fortryde, ligemeget hvor nervøs man er for st skulle afsted!
De kærligste hilsner fra Sabrina.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar