onsdag den 7. august 2013

"Every end has a new beginning."

...og med de ord må jeg efterhånden sande, at min ponytid er forbi. Jeg fyldte 16 i september sidste år, og ved årsskiftet faldt jeg som bekendt for ponygrænsen.

Nova og jeg efter den første træning hjemme
Jeg havde egentlig ikke planer om at skulle have en ny hest, men i det forgangne halve år har jeg indset, at ridning, heste og stævner SKAL være en del af mit liv - i hvert fald så længe det kan lade sig gøre - og dermed blev jagten på en ny ven og konkurrencemakker indledt.

    At købe en hest er en jungle. Der er så mange ting, der skal tages stilling ting, og jeg måtte sande at det ville blive en længere affære.

En af de største ting jeg skulle gøre op med mig selv var, om jeg ville starte "forfra" med en ung talentfuld hest, eller om jeg ville prøve at ride med på et lidt højere niveau på en mere erfaren hest. Alle mine ponyer har jeg haft fra de var rimeligt unge, og jeg kan godt lide idéen om selv at uddanne, men jeg måtte også sande, at med kun godt et halvt års erfaring på hesteryg, var jeg ganske enkelt ikke kompetent til opgaven.

Vi havde kun prøvet et par enkelte heste, da jeg ved et ganske tilfælde mødte en hest på Atterupgaard, der hed Casanova. En erfaren herre på 13 år, der havde hjulpet en ung pige igennem berideruddannelsen, og som skulle rejse til Norge med salg for øje. Jeg fik en tur på Nova, som han bliver kaldt, og han er sådan en hest, der "tager sin rytter med". På trods af min manglende erfaring på hesteryg og med kandar osv. så viste Nova sig som en rigtig kammerat og accepterede mine fejl. På grund af tidspresset i forhold til, at Nova skulle rejse fik jeg lynhurtigt min træner, John Hvalsøe Saul, med op for at se ham, og selv John var imponeret!
    I går fik jeg så Nova hjem, indtil videre står han hos John så vi kan komme rigtigt i gang, men det er planen han skal helt hjem til Sakskøbing inden længe. Jeg er så glad for ham allerede, og jeg glæder mig hver dag til at skulle op og ride. Jeg glæder mig til at debutere på stævnebanerne, og jeg glæder mig til at være sammen med Nova hver dag de næste mange år!

I forbindelse med hestekøb vil jeg give nogle råd, som jeg synes kunne være nyttige, hvis det måske er første gang du skal ud og købe hest:

1. Gør op med dig selv hvad du vil have. Hest-pony? Dressur-spring? Hvor gammel skal den være?     Hvor meget skal den være redet?

2. Giv dig god tid, den rette skal nok dukke op!

3. Se flere på en dag - det er altid nemmere at sammenligne friske oplevelser.

4. Optag video - både til dig selv og din træner.

5. Hvis der er en speciel hest, så få din træner til at se på den. Han eller hun kan helt sikkert hjælpe.

6. Sørg for at prøveride hesten flere gange, omgås med den i stalden og se dens boks, det giver et godt indblik i, hvordan den er at håndtere i hverdagen.

7. Sidst men ikke mindst - lyt til din mavefornemmelse! Det kan godt være hesten er god at ride på, men er den sød i stalden? Kan I blive gode venner? Som regel har man allerede dannet sig et indtryk af hesten inden man overhovedet kommer på ryggen af den.

Jeg skal starte i skole i morgen, så Emily bliver nok den næste I hører fra!
Hilsen Sabrina.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar