tirsdag den 3. juni 2014

"Never get so busy making a living that you forget to make a life."

Jeg kan lige så godt starte med at beklage, at der har været lidt stille her på bloggen. Pernille og jeg har simpelthen haft så meget om ørerne her det sidste stykke tid. Pernille er fyldt 18, har holdt fest og fået kørekort, og jeg har haft en del træning og været til en masse stævner. Derudover har vi haft travlt med at afslutte skoleåret på bedst mulig vis, og med al beskedenhed vil jeg sige, at I godt kan være stolte af jeres juniorrepræsentanter! Vi har fået rigtig fine årskarakterer begge to, og vi har netop i dag været oppe til vores første mundtlige eksamen og fået hver et 12-tal.

Men nu er det tid til at samle op. I har jo ikke hørt fra os siden første afdeling af Sydhavscuppen, og der er sket lidt må man sige. Sommeren har for alvor taget fat, og udendørsbanerne bliver brugt flittigt. Vi har haft et hold afsted til Dressurens Venner Cup, hvor vi, på trods af en lidt mindre godt resultat end vi havde håbet på, havde en rigtig hyggelig dag i Hvalsø. I lørdages afholdt LSP den sidste afdeling af Sydhavscuppen og alle de flotte sløjfer blev delt ud. Personligt have jeg to af mine bedste ture på søde Nova, som på trods af et stramt program gav alt hvad han havde. Det var medvirkende til at vi for hold avancerede to placeringer og blev placeret som nummer to på dagen og fire sammenlagt. De andre SAR hold klarede sig også super flot, og derudover havde vi flere individuelle placeringer. Om søndagen havde vi et vinderhold fra Sakskøbing - stort tillykke med det.

Der er blevet hængt plakater op med propositioner til vores sommer distriktsstævne, hvor det udover at være ved at være sidste chance for at kvalificere sig til efterårets distriktsmesterskaber også er muligt at støtte Hospitalsklovnen!

Sidst men ikke mindst er vi blevet inviteret til Sankt Hans, hvilket for mig er en af de hyggeligste dage i SAR, så se at få meldt til. Der bliver spist dejlig mad (lavet af superkokken Bende) - husk at medbringe kød. Derudover bliver der spillet en lidt mindre regelholdig omgang rundbold inden heksen sendes til Bloksbjerg i det store bål på mosen. Kom og vær med til en af årets hyggeligste dage!!

Den søde fødselar blev fejret med hygge og kage i LSP, til anden afdeling af Sydhavscuppen :-)





Ingen kommentarer:

Send en kommentar