fredag den 28. februar 2014

"I've always loved a challenge"


Jeg hedder Pernille Friis (jeg har en hulens masse efternavne, men bruger sjældent de andre).  Jeg blev i går aftes valgt til Emilys afløser i juniorudvalget, hvilket virkelig glæder mig. Jeg har tidligere været gæsteskribent her på bloggen, det var nemlig mig, der i julen 2013 skrev om juleoptoget.
- Jeg er tre måneder ældre end Sabrina, og jeg har kendt hende, siden hendes forældre kørte direkte fra min barnedåb til sygehuset, hvor Sabrina den følgende nat kom til verden. Siden dengang har jeg sjældent haft en eneste uge uden hende, vi har gået i børnehave sammen, startede i folkeskole sammen, tog på efterskole sammen, og i sensommeren sidste år startede vi på HHX.. ja, på samme linje – og i samme klasse.

Jeg begyndte at ride, da jeg var ti, fordi Sabrinas interesser smittede af på mig. Siden har jeg redet en masse forskellige heste, jeg har aldrig haft min egen, men jeg har været utrolig privilegeret altid at blive tilbudt en hest lige netop, som jeg har stået og manglet. Mine sidste to ponyår var mine mest seriøse, jeg havde glæden af en utrolig smuk connemare/araber hoppe, som havde en masse erfaring og hjalp mig i gennem to fantastiske år som springrytter, hun blev solgt i sommeren 2012, da jeg tog på efterskole og var fyldt seksten.
Con Amor
Ligesom Sabrina havde jeg ikke regnet med, at jeg skulle have hest igen, da jeg kom hjem fra Brøderup Ungdomsskole, men der er jo noget med, at tankerne sjældent slipper det, man virkelig brænder for - ret længe ad gangen i hvert fald.
Så heldet tilsmilede mig i sensommeren, da Skymaster uventet dukkede op, en ung Dansk Varmblod vallak på 6 år, som aldrig rigtig havde været redet ret længe ad gangen, fordi han er af den type, der tager magten, hvis han kan komme af sted med det. Så jeg startede op helt fra bunden, og her efter et halvt år er han blevet en ganske fin lille hest, som gerne yder sit bedste – hvis altså han bliver bedt om det ;)

Jeg glæder mig til at være en del af denne blog, og jeg håber meget på, at jeg kan leve op til den standard, som Emily har lagt.
De kærligste hilsner Pernille Friis


Ingen kommentarer:

Send en kommentar